I dette ugentlige indslag deler InStyles modenyhedsdirektør Eric Wilson sit yndlingsmodeøjeblik i ugen og forklarer, hvordan det kan forme stilarter, der kommer. Se efter det på Hvad er lige nu hver fredag.
Opdateret 1. april 2016 kl. 15.45
Øjeblikket: Nyheden – eller rettere bekræftelsen, efter hvad der virker som en evighed af spekulationer – at Hedi Slimane har forladt sin stilling som kreativ og imagedirektør for Saint Laurent, rejser to store spørgsmål, som modeindustrien vil tygge på i de næste mange måneder. For det første, hvad er fremtiden for Saint Laurent? For det andet, og lige så interessant, hvad er fremtiden for Slimane?
"En ny kreativ organisation for huset vil blive kommunikeret med tiden," bemærkede en pressemeddelelse blev sendt ud omkring kl. ende. Women's Wear Daily rapporterede for uger siden, at Kering, luksusvarekonglomeratet, der ejer huset, holdt avancerede samtaler med Anthony Vaccarello, ung designer af ekshibitionistisk venlig mode (han er mester i både det blottede kraveben og det afslørede brystkasse), til at tage over, hvis Slimane afrejse. Så følg med.
En interessant detalje i meddelelsen var, at Kering konsekvent omtalte huset som Yves Saint Laurent eller Maison Yves Saint Laurent, snarere end at nævne den af Slimanes første handlinger som designer var at ændre mærket til Saint Laurent og droppe Yves i et nik til navnet på virksomhedens originale ready-to-wear kollektion fra 1966. Slimane satte scenen for en tilbagevenden af en couture-kollektion, der ville blive differentieret ved at bruge det fulde navn, med hovedkvarter i et palæ fra det 17. århundrede, som Slimane renoverede og restaurerede i løbet af 18 måneder på, hvad der formodentlig var en betydelig bekostning. Kering har faktisk investeret kraftigt i at lave Saint Laurents hele detailnetværk for at afspejle Slimanes vision. Den, der flytter ind næste gang, vil finde et smukt, skinnende, spejlet og marmoreret hjem, så lad os håbe, at de deler hans smag.
Hvorfor det er et Wow: Så er der sagen om Hedi Slimane. Det er svært at overvurdere, hvor meget indflydelse Slimane havde over branchen i de sidste fire år, og hvor meget han udfordrede – med succes – konventionerne i et luksushus. Jeg taler ikke kun om hans notoriske fejder med modekritikere (hvem har brug for dem?) og anfald af pique. Han droppede endda Colette, den indflydelsesrige forhandler, fordi butikken også solgte T-shirts, der parodierede hans tilsyneladende magtfulde attitude. Retfærdigvis kan han være blevet misforstået. Også retfærdigvis skyldes det nok, at han så sjældent talte til pressen.
I mellemtiden holdt hans kreationer til Saint Laurent sig inden for en ekstraordinær stram æstetisk ramme, som genudviklede boho-, grunge-, rockabilly-, punkiske og grænseoverskridende vulgære stilarter tæt forbundet med Slimane's musical smager. Klagen fra kritikere var, at det aldrig ændrede sig, eller at det så trassy ud på grund af de høje priser, men kunderne elskede det absolut, og forretningen vendte tilbage. Det er svært at argumentere med den slags succes, og så i løbet af sæsonerne blev Slimanes eksempel mere og mere en model for industrien. Kerings nye designere kl Balenciaga og Guccihar for eksempel rokket ved forventningerne.