Hvert produkt, vi præsenterer, er blevet uafhængigt udvalgt og gennemgået af vores redaktion. Hvis du foretager et køb ved at bruge de medfølgende links, kan vi optjene kommission.
Jeg fik mit første par Ugg-støvler den jul, jeg gik i ottende klasse, omkring 2008. Det var en sløring af tid, hvor forblændede Ed Hardy-skjorter og Hollister-denim-minis regerede suverænt, og uden tvivl var Uggs toppen af fodtøj på min mellemskole.
Selvom min samling af Ugg-støvler blev udvidet, blev mit første par - dem Klassiske korte støvler i deres klassiske kastanjefarve - havde en særlig plads i mit hjerte. Jeg bar dem for fanden: Jeg bar dem med leggings. Jeg bar dem med skinny jeans. Jeg bar dem på pooldækket ved svømmetræf. Jeg havde dem på overalt og overalt.
Men så forsvandt min kærlighed til Uggs, og jeg byttede dem ud med aktuelle trends, f.eks Doktor Martens, ridestøvler og enkelheden ved en sprød hvid sneaker. Nogle af mine Ugg-støvler mødte deres skæbne på Buffalo Exchange i denne tid, men jeg holdt fast i det første par. I årevis nød de pension i skabet i mit barndomshjem. Og så ramte 2020.
Da det blev en ting at arbejde hjemmefra, forlod jeg Brooklyn og mine tre værelseskammerater for at få lidt plads hjemme i Pennsylvania. Men jeg pakkede kun i to uger. Det førte naturligvis til, at jeg havde nogle af de ting på, som jeg længe havde efterladt, inklusive førnævnte Ugg-støvler.
De elskede støvler blev min hunde- og ærindeløbende basis, først af nødvendighed, men så fordi jeg gerne ville have dem. Og dette var ikke kun en mig fænomen. Under karantæne virkede det som om, at hver berømthed åbent omfavnede Ugg slip-ons og sandaler da der fandt et kollektivt bevidsthedsskifte sted. Vi besluttede at sætte komfort først. Med andre ord: Uggs var tilbage, skat.
At glide mine fødder ind i den nye, overdådige Uggs føles som fodtøj, der svarer til et vægtet tæppe. De er varme og de er hyggelige, som et kram. Og virkelig, er det ikke det, vi alle har brug for lige nu?