Uden at gå glip af et beat, Hilary Swank ved, at folk vil se hendes nye show, Alaska dagligt, og formoder, at det bare er endnu en "White Saviour"-historie. Hun spiller trods alt en hvid journalist, der finder sig selv involveret i den kolde sag om en forsvundet indfødt kvinde i Anchorage, Alaska, kort efter at have mistet sit job på en storbyavis. Den to gange Oscar-vinder ved også, at hun har mulighed for at give seerne noget meget, meget anderledes - og det er præcis, hvad hun gør. Ved at bringe de oprindelige folks historier frem (i godt selskab, tilføjer hun, med shows som Reservationshunde og Rutherford Falls i luften), ved hun, at de kan tage rampelyset.
På spørgsmålet om, hvordan den nuværende mistillid til medierne spiller ind i et show om en lokal avis, Swank tøver ikke med at sige, at folk kan - og bør - stille spørgsmålstegn ved, hvor og hvordan de får deres nyheder. Hun miskrediterer heller ikke sociale medier helt, men hun foreslår, at vi alle tager et øjeblik på at grave lidt dybere og gå ud over, hvad hun kalder "hurtig journalistik."
"Hurtig journalistik er for mig en slags at få informationen på Instagram. Hvad ville være en sandhed? Jeg så det på Instagram. Det er at scrolle og scrolle og scrolle og se ting i stedet for at grave i en journalist, der har viet deres liv til at finde sandheden," siger Swank. "De er derude."
ABC
Swanks Eileen Fitzgerald er en af disse journalister. Showet, der har premiere okt. 6 på ABC, følger Fitzgerald, mens hun undersøger de historier, der betyder noget for en landlig del af landet - en, der ofte overses i national nyhedsdækning. Og som forbrydelser mod oprindelige folk skaber overskrifter i Amerika og Canada forsikrer Swank seerne om, at holdet kl Alaska dagligt er klar over, at showet træder på følsomt territorium.
"Vi har et par forfattere på vores hold, der sikrer, at vi er inkluderende på en måde, der ikke kun er fra en hvid persons perspektiv. Det ville være en kæmpe uretfærdighed, en fortsat uretfærdighed over for historiefortællingen på en reel og forhåbentlig kraftfuld måde, der får sandheden frem," siger hun om, hvordan Alaska dagligt håber at vise de oprindelige folks realiteter. "Jeg tror, at man kan kaste lys over det og gøre det på en måde, der yder retfærdighed," tilføjer hun. "At holde folk ansvarlige for at følge op, hvilket er hvad historiefortælling kan gøre."
Mens store forretninger kan få al klapsalver, når det kommer til at dække store begivenheder (og hovedparten af kritikken), Swank og Alaska dagligt team håber at bringe lokal journalistik lidt mere kærlighed. Hun siger, at uden lokale publikationer, "ser mange mennesker ikke deres lokalsamfund repræsenteret i medierne."
"Det taler også om, hvor vigtig lokal journalistik er. Det er ikke kun at tale om New York Times og Stolpe" fortsætter hun. "Vi taler om, hvordan lokal journalistik betyder noget, hvordan mange af de store konglomerat-nyheder ikke kommer til at dække de mindre ting, der betyder noget og er vigtige for en mindre hjemby."
Ligesom hurtige nyheder er en hurtig løsning for folk, der håber at få deres information så let som muligt, siger Swank, at hurtig mode kan være lige så skadelig på lang sigt. Hendes tøjlinje, Mission statement, håber at bremse tingene og tilbyde stykker, der undgår trendcyklussen og i stedet omfavner lang levetid og håndværk.
"Jeg læser alt om fast fashion. Og jeg har lige læst om at finde noget, der er lavet godt i arvefabrikker," siger Swank om fremstillingen bag Mission Statement. "Vores ting er alle lavet på de samme fabrikker, som Chanel og Moncler er lavet i, men vi laver det på en fjerdedel af pris, fordi jeg ikke kan lide tanken om, at kun en vis mængde mennesker kan købe de ting, fordi det er sådan dyrt."
Swank er dog ikke immun over for selvkritik og siger, at hun ved, at Mission Statements strik, aktivtøj og loungewear ikke er så overkommelige som fast fashion. Ligesom at indtage nyheder mere eftertænksomt, vil hun gerne have, at forbrugerne tager et slag og tænker over intentionerne og processerne bag det tøj, de vælger at købe og bære.
"Til en fjerdedel af prisen er det stadig ikke billigt [som hurtig mode], men vi leder ikke efter billigt. Vi leder efter kvalitet og ting, der holder," siger hun. "Når jeg læser, at folk køber billigt tøj, hurtig mode og bruger det to en halv gange eller tre gange, før de smider det ud. De giver det ikke engang væk, for det er så billigt, og det gør dem ikke noget. Vi dræber bare vores miljø med det."
Det er umuligt at tale med Swank om mode uden at nævne et af hendes mest mindeværdige outfits: den langærmede Guy Laroche-kjole, hun bar i 2005, da hun vandt sin anden Oscar for bedste kvindelige hovedrolle til Million Dollar Baby. Swank sagde, at efter en knap så stor rød løber-oplevelse år tidligere, var hun fast besluttet på ikke at lade det ske igen - og faktisk snuppede kjolen ved en fotoshoot.
"Om morgenen til Academy Awards for Drenge græder ikke, jeg havde ikke en kjole, for det var sådan en forfærdelig oplevelse med stylisten, og det var ligesom alt, der kunne gå galt, gik galt,« siger hun. "Så jeg tænkte:" Det kommer ikke til at ske igen. Altså for Million Dollar Baby, jeg var bare i stand til at komme ind i det før. Jeg vidste, hvad jeg kunne forvente. Jeg vidste, at jeg havde været på vejen før. Jeg var gået til en fotoshoot for italiensk Vogue eller noget."
Getty billeder
Fordi selv Oscar-vindende skuespillerinder ikke bare kan gå af med de kjoler, de vil, siger Swank, at hun nærmest var nødt til at tigge holdet på sættet til at tage det med hende og lovede, at et øjeblik som Oscar-uddelingen var det perfekte sted for kjolen at blive set.
"Jeg gik gennem deres kjolestativ, og jeg så det, og jeg tænkte:" Det er den kjole, jeg vil have på til Oscar-uddelingen.' Og de siger: 'OK, men du skal også have det på til din fotoshoot,'" Swank husker. "Og jeg siger: 'Nej, nej, det bliver fotograferet på den røde løber. Jeg har den på til Oscar-uddelingen. Og de siger: 'OK, jamen, vi sender det til dig'."
"Jeg er nødt til at gå ud med denne kjole lige nu, fordi jeg er bange for, at jeg aldrig vil se den igen," husker hun, at hun fortalte besætningen. "Men det er et af de øjeblikke, hvor du tager noget på, og du er ligesom, dette er min kjole. Jeg kan mærke det. Jeg ser godt ud i det. Jeg går højere i den. Dette er det. Og jeg elsker farven."
