Hvordan Nicole Kidman nåede toppen af ​​sin karriere - igen

Tag plads på en Nashville-diner i forstaden en tilfældig morgen, og du kan måske se en høj, krølhåret australsk skuespillerinde spise en æggehvide-omelet blandt stamgæsterne. På denne særlige forårsmorgen, hvor jeg venter i hjørneboden i Noshville, hører jeg et tud af latter og så Nicole Kidman dukker op, afslappet eskorteret af countrysangeren Vince Gill. Inden han sætter sig ned til en komplet morgenmad en stand over, afleverer han hende hos mig og meddeler, at han fylder 60 næste dag. "Sig hej til min kæreste," siger han til Kidman med henvisning til sin mand, Keith Urban.

Noshville er noget. Det er en deli i New York-stil i Green Hills befolket af en demografi, der får Kidman og mig til at se ud, som om vi hører til ved børnenes bord. "Åh, jeg elsker det her sted," siger hun og hopper rundt som, ja, et barn. "Jeg gør alt her."

Kidman, der fylder 50 til sommer, er i sit element, både fysisk og metaforisk. I starten af ​​en fire måneder lang pause fra ryg-til-ryg-projekter trækker hun vejret og tilbringer tid med Urban og deres to døtre, Sunday og Faith. Efter en skuespilkarriere på mere end tre årtier - både rigeligt belønnet og bevidst esoterisk - er hun i den usædvanlige og glorværdige position at komme ud af den massive HBO-hitserie

VIDEO: Vi sætter Nicole Kidmans australske viden på prøve

Den 23. juni udkommer Sofia Coppolas gotiske borgerkrigsdrama, De forledte, en genindspilning af Clint Eastwood-klassikeren fra 1971. Kidman spiller rektor på en pigeskole, der står over for en ulv i Colin Farrells tøj. Tilknappet, men ballet, hendes karakter er det modsatte af Kidman selv, som er ordbogens definition af sensitiv. Men det er vel derfor, de kalder det skuespil.

LAURA BROWN: Jeg kan stadig ikke komme over Store små løgne. Hvilken triumf for voksne damer.

KIDMAN: Jeg siger altid, at når kvinder forenes og arbejder sammen, er vi meget magtfulde. Én, fordi vi er meget loyale. Og to, for når vi først er i det, er vi alle multitaskere, og vi kan få tingene gjort. Det er en smuk ting, når man rent faktisk kan få et projekt til at fungere baseret på ægte venskaber.

LB: Hvor er det smukt gammeldags.

NK: Det er en dejlig måde at arbejde på, hvis du kan. For så meget som de siger "Forretning er forretning, personligt er personligt" eller "Lad være med at tage det personligt", tror jeg, vi alle tager det personligt, ikke? Jeg ved ikke, hvordan man ikke skal. Jeg er et følsomt menneske, og jeg behandler også mennesker på den måde.

LB: Du har altid værdsat intime venskaber.

NK: Ja, hvis jeg skal holde en fest, vil jeg gerne have den med mine veninder og mine venner og min mands venner. Vi holder middagsselskaber eller tager afsted sammen. Vi prøver faktisk at arrangere en pigeweekend lige nu. Vi sender en gruppe-sms "Hvilken dato kan du tage?"

LB: Dig og Naomi Watts har været venner i mere end 30 år. Hvor ofte ser du hende?

NK: Jeg ser hende måske ikke, men vi snakker meget. Vi talte i telefonen i en time den anden dag. Det er hende, jeg prøver at få en tur sammen med, bare for at have lidt tid.

LB: Hvad laver du til din 50 års fødselsdag?

NK: Har ikke besluttet.

LB: Vil du gøre noget stort?

NK: Nej. Mig, stor?

LB: "Big" som i "gå væk et sted."

NK: Ja, måske. Keith og jeg tager måske på vandretur med pigerne. Eller bare gå til stranden, svømme og være sammen. Naomi prøver at få mig til at holde en fest. Jeg skal nok til Australien og se hende og min mor.

LB: Du rejser som en gal. Sover du godt på fly?

NK: Ja, jeg vil altid vælge en natflyvning. Jeg ligger lidt i seng. Jeg tog mine jammies på. Jeg ændrer tiden. Jeg har læst alle de ting om, hvordan man bekæmper jetlag – i dit blad! Jeg rejser endda med min egen pude. Min komfort ting er min egen pude, som en baby. Jeg har babyegenskaber. [griner]

LB: Du er lige blevet færdig Urørligt, og nu har du fri i fire måneder, ikke?

NK: Ja, jeg skal på nogle udflugter for UN Women. [Kidman er en langvarig UN Women Goodwill-ambassadør.] Og jeg vil gøre alle de egenomsorgs-ting, jeg ikke har været i stand til, fordi jeg arbejdede. Når du har børn, er der et stort syndrom, hvor du sætter alle før dig selv, og jeg falder i den vane regelmæssigt. Jeg er nødt til at få mine døtre i skole, og skolen starter tidligt.

LB: Jeg elsker, hvordan Keith kom til cover-shoot-sættet i går og så faldt i ro. I er så nemme ved hinanden.

NK: Han skulle ned og hente mig, og jeg sagde: "Nej, bare rolig. Bare spis aftensmad med børnene, og jeg løber hjem."

LB: Alle lægger mærke til, hvor tæt I to er fysisk.

NK: Ja. Du har været til vores fester. Det er venner og familie.

LB: Og da jeg var hos dig i Sydney sidste jul, din præst! Han var fantastisk.

NK: Fader Coleman, vores familiepræst - han er 90. Han har gjort meget for os: bryllupper, fødsler, dåb og begravelser.

LB: Du omgiver dig med de mennesker, du elsker og stoler på. Hjælper det, når du tager afsted for at skyde eller for at promovere noget i uger ad gangen? Hvordan giver det ene næring til det andet?

NK: Så meget som det ser virkelig glitrende ud, er skuespil et job for mig. Jeg er ikke en berømthed, der vil gå ud, bare fordi. Det er ikke min natur.

LB: Anden på dammen er dig i en Gucci-kjole til en premiere, men benene går under vandet hele tiden.

NK: Anden på dammen er 20 procent af mit liv, men det er mit valg. Jeg er naturligt indadvendt.

LB: Fortæl mig lidt om processen med at komme ind i en karakter. Når du er i en svær rolle, føler du dig så stadig udmattet, når du kommer hjem?

NK: På Store små løgne Jeg blev fuldstændig forstyrret af det. Det trængte ind. Alt gør det på forskellige måder, men det er det sted, man eksisterer, når man arbejder kreativt. Der er ingen anden mulighed. Det er et træk. Jeg skulle finde et andet sted at placere al den energi ellers.

LB: Hvor lang tid tager det dig at komme ned fra forestillinger?

NK: Nogle vil jeg smide i det øjeblik, jeg går væk, og andre ikke så meget. Celeste videre Store små løgne tog lang tid at gå væk fra. Det handlede også om [vold i hjemmet], som er meget, meget til stede. Jeg møder mennesker hele tiden, der går igennem det. Og jeg oplevede det på den måde, hvor jeg til tider kom hjem og blev fysisk såret. Og Keith var som en beroligende balsam, fordi jeg kom hjem til en mand, der ikke var sådan. Men jeg havde en fod i begge verdener. Der var punkter, hvor jeg lå på gulvet og bare græd, og det måtte jeg blive i. Jeg var dybt berørt af det. Men sådan er tingenes natur, når man virkelig prøver at være autentisk.

LB: Du presser det altid med dine valg. Hvor ambitiøs er du?

NK: Jeg er ikke. Jeg tror, ​​da jeg var yngre, jeg havde alle disse utrolige drømme og ideer. Nu rider jeg den. Jeg er sikker på, at der er et flow til tingene, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal tyde det.

LB: Du kunne helt hvile på laurbærrene - og din Oscar - på dette tidspunkt.

NK: Jeg tror på at give det alt, hvad du har, og gøre dit bedste, så du ikke går rundt og siger: "Jamen, jeg ville ønske, jeg bare havde forpligtet mig til det lidt mere." Du vil ikke altid klare det.

LB: Du er sådan en ihærdig entertainer.

NK: Er det vedholdende? Jeg ved ikke, hvad det er. Kunsten har givet mig så meget. Det har til tider reddet mit liv.

LB: Du er nødt til at finde den ting i livet, der vil drive dig og redde dig, den ting, du kan bidrage med til, uanset hvilket område det er – teater, mode...

NK: Der er drømme knyttet til mode. Når det præsenteres på en måde, hvor du går [gisper], får det dig bare til at føle dig godt. Det giver mig mulighed for at udtrykke, hvad jeg føler, som i, jeg vil have det på, fordi det faktisk er mit oprør lige nu. Eller det er min måde at passe ind på. Eller det er min måde at sige nej på. Eller det er min måde at sige, at jeg er anderledes. Jeg voksede op med en bedstemor og en mor, der elskede tøj.

LB: Hvem var de første designere, der virkelig talte til dig?

NK: Jeg kan huske, da jeg første gang mødtes med John Galliano, og jeg så ham arbejde i Paris hos Dior. Og også Karl Lagerfeld, alle de Chanel-kjoler. Men så, du ved, [kostumedesigner] Janet Patterson var en af ​​de helt store. Hun gjorde Klaveret og Portræt af en Dame.

LB: Beholder du mange ting?

NK: Jeg giver min brudekjole, den Balenciaga, som Nicolas Ghesquière lavede for mig, til en australsk udstilling kaldet "Love". Jeg vil støtte alt, der støtter kærlighed. Virkelig. Er det ikke essensen af ​​alt? Det kan helbrede så mange ting. God kærlighed, sød kærlighed, venlig kærlighed, blid kærlighed, kraftfuld kærlighed. Der er så mange forskellige former for kærlighed, som så fører til tab, som så fører til alle de primære følelser. Vi kender alle børn, der er opdraget med kærlighed. Du kan se dem.

LB: Du har opdraget børn på to forskellige tidspunkter i dit liv - Isabella og Connor, som er 24 og 22, og nu Sunday og Faith, som er 9 og 6.

NK: Jeg formoder, at grundlaget for, hvem jeg er, er moder. Jeg er det ældste barn i min familie, hvilket nok har meget at gøre med at pleje og tage sig af mennesker. Så, ja, mange af mine kræfter er moderlige. Jeg mener, de er også romantiske. Jeg har altid valgt at have virkelig dybe, intense romantiske forhold. Jeg flakser ikke rundt, Laura. Jeg tumler ikke. Sådan er jeg, og min mor har altid sagt det: "Du er bare et barn, der knytter sig."

LB: "Nicole Kidman, hun gjorde det ikke halvt. Hun gav den fuld røv."

NK: Jeg kan rigtig godt lide at komme derind. Mit forhold til min mor er virkelig intimt og ægte. Jeg hører dybe sandheder fra hende, fordi hun som 77-årig har fundet dem i en menneskealder.

LB: Jeg tror, ​​du også bringer dem frem i folk.

NK: Det er derfor, jeg har veninder, jeg har kendt i bogstaveligt talt 30 eller 40 år. De er heltene i mit liv – de har navigeret i utrolige ting, opdraget deres børn og er stadig lige derinde med åbne hjerter og klare øjne. Og min søster, Antonia, som er ved at tage sin juragrad lige nu og har seks børn, kan du tro hende? Og hun er i 40'erne. Hun er stadig i Singapore. Det er min lillesøster.

LB: Der er en stille styrke til kvinderne i din familie.

NK: Ja. Og vi har fætre – alle sammen, vi er alle meget tætte. Vi er meget kvindedrevne. Jeg tror, ​​det er derfor, at tabet af min far for tre år siden var så, så ødelæggende, fordi der kun er få mænd i vores familie. Min søster har dog de fire drenge nu, så de er på vej op i rækken.

LB: Jeg mødte din far en gang til middag. Jeg kunne have talt med ham hele natten. Jeg fandt ham så klog.

NK: Jeg tror, ​​han er deroppe og kigger ud over os. Jeg håber. Jeg mærker ham. Enhver, der har mistet en forælder, de var tæt på, kan relatere. Og det er godt at tale om det, for det holder dem en del af verden.

LB: Når du arbejder, har du så svært ved at følge med alle? Hvordan har du det?

NK: jeg ringer. Folk sms'er, og så skriver jeg tilbage "Bare ring til mig." Jeg kan godt lide stemmen. Keith og jeg sms'er aldrig. Vi ringer. Det er bare det, vi altid har gjort. Vi er old-school.

LB: Hvad er en perfekt dag for dig?

NK: I weekenden hænger vi bare - vågn op, hent avisen. Vi spiser sammen som en familie, morgenmad og aftensmad altid. Vi er meget, meget stramme. Det er sådan, jeg er opdraget. Det er, hvad jeg ved.